• Business-update: Nu forklarer Bavarian-købere deres »fesne« bud: Prisen er den rette

    Source: BDK Finans / 28 Jul 2025 07:59:08   America/Los_Angeles

    … Og på syvendedagen landede EU og USA en handelsaftale. God eftermiddag, kære læser. Og velkommen tilbage til Berlingskes Business-update, som nu igen kører for fuld skrue efter fire ugers sommerferie – og hvilken tilbagekomst. Efter flere måneder med forhandlinger blev EU og USA søndag aften endelig enige om en handelsaftale, der pålægger EU-varer 15 procents told på det amerikanske marked. En aftale, der både i substans og symbolsk er en sejr for præsident Donald Trump. Men måske har Trump ved sin bølleadfærd skudt sig selv i foden. For handelskrigen har sat gang i en dynamik, der kan vendes til en fordel for EU, skriver Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Bie her. Du kan også læse cheføkonom i Nordea Helge Pedersens vurdering af, hvad den indgåede handelsaftale kommer til at betyde. Uagtet straftoldens størrelse er sikkerheden omkring den afgørende for verdensøkonomien, vurderer han. Berlingske følger løbende udviklingen tæt – og du kan følge med her. Men der er også gang i nyhedsbilledet på andre fronter – og hos andre medier. Her får du – som sædvanlig – et udvalg af dagens vigtigste historier. God læselyst! #1 – Nu forklarer Bavarian-købere deres »fesne« bud: Prisen er den rette Det har skabt undren, forvirring og nærmest vrede hos en lang række analytikere, at kapitalfondene Nordic Capital og Permira har afgivet et bud på Bavarian Nordic, der lyder på 233 kroner pr. aktie – en samlet værdi for hele selskabet på 19 milliarder kroner. Det er både »fesent« og et »kriminelt dårligt bud,« lyder kritikken blandt andet i Euroinvestor. Men nu forklarer Christian Hedegaard, der er partner i Nordic Capital, størrelsen på buddet. For det første er buddet resultatet af en meget detaljeret due dilligence af selskabets samlede økonomi og samlede forretning, herunder risici, fortæller han til Finans. Derudover skal man kigge på aktiekursen over længere tid og kan derfor ikke tage udgangspunkt i, at aktiekursen sidste år lå på over 300 kroner. »Handelsvolumen i Bavarian Nordic er ret lav, og aktien har været ret volatil historisk set. Derfor giver det bedst mening at se på aktiens udvikling over en periode på tre til seks måneder og ikke kun på kursen i dagene op til det officielle bud,« siger Florian Kreuzer, der er partner i Permira, videre til Finans. Han fortæller, at han ikke er overrasket over kritikken, men mener, at prisen afspejler »en fuld og fair værdiansættelse af selskabet.« Berlingske kunne mandag morgen beskrive, at bestyrelsen i Bavarian Nordic har sendt meddelelse ud, hvor de anbefaler aktionærerne at acceptere tilbuddet. #2 – Få børn – og få penge: Nu vil Kina betale borgerne for at få børn Selvom det er ni år siden, at Kina afskaffede den berømte etbarnspolitik, er der stadig store problemer med et faldende befolkningstal. Derfor lancerer den kinesiske regering nu det første landsdækkende program med børnetilskud. Kinesiske familier vil dermed modtage 3.600 yuan, hvilket svarer til 3.200 kroner om året for hvert barn på under tre år, de har. Det skriver Financial Times. Initiativet kommer efter tre år i træk med faldende befolkningstal og en fødselsrate, der er styrtdykket. Antallet af fødsler i 2024 var kun 9,5 millioner – mindre end halvdelen af toppen i 2017. Til gengæld var der 10,7 millioner dødsfald i 2024. Tilskuddet skal både lette den økonomiske byrde for unge familier og stimulere det svage forbrug i verdens næststørste økonomi. Mere end 20 millioner familier forventes at få gavn af tilskuddet årligt. Eksperter er dog skeptiske over for den umiddelbare effekt. »Beløbene er for små til at påvirke fødselsraten eller forbruget på kort sigt,« vurderer økonom Zichun Huang fra Capital Economics, men kalder det en milepæl for direkte overførsler til husholdningerne. #3 – Audi fremme med slettelakken: Trumps told koster på indtjeningen Konsekvenser af Donald Trumps handelskrig kan allerede nu mærkes hos den tyske bilgigant Audi. I forbindelse med regnskabet for årets andet kvartal nedjusterer Audi nemlig sine forventninger til hele året. Og her falder en stor del af skylden på Donald Trumps toldsatser. I dokumenter fra Audi fremgår det, at tolden har skåret knap 600 millioner euro af driftsindtjeningen, så den lander på lige over en milliard euro. For hele året betyder det, at overskudsgraden forventes at lande på mellem fem og syv procent mod tidligere syv og ni procent. Audi, der også ejer Bentley, Lamborghini og Ducati, kæmper med faldende salg på de fleste store markeder, særligt i Kina, hvor de europæiske bilproducenter taber markedsandele til lokale konkurrenter som BYD. Nedjusteringen kommer ikke som den store overraskelse, da Audis ejer – Volkswagen Group – i sidste uge ligeså var ude og nedjustere forventningerne til året. Volkswagen-aktien er mandag kl. 16.30 faldet med 2,8 procent. Fire uundværlige fra Berlingske Business A: Storbritannien har lagt aldersbegrænsning på porno – nu registreres stor stigning i VPN-brug Omkring 6.000 pornosider er blandt de mange hjemmesider, som nu skal kontrollere, at de besøgende brugere er over 18 år. Sikkerhedseksperter advarer om at vælge tjenester, der skjuler ens ophav, med omhu. B: Samsung får milliardaftale chip chips til Tesla-biler – bygger ny kæmpefabrik Ny fabrik i USA skal helliges den enorme ordre, som sendte Samsung-aktien til vejrs. C: Danskerne har sat gang i det store indkøbsræs. Det kan komme til at gå endnu stærkere til efteråret Danskerne køber mere end nogensinde, selvom humøret er i bund. Weekendens indgåede handelsaftale kan hjælpe til yderligere forbrug, mener cheføkonom. D: Anders Dam tjente millioner som Danmarks bankkonge. Nu er han gået på pension og ser lykken i et helt andet lys Lige siden Anders Dam var dreng, har han været fascineret af penge, og som voksen tjente han mange af dem. For knap to år siden trådte han tilbage efter 26 år som øverste direktør i Jyske Bank. Først nu kan han se, hvad der reelt var prisen for den høje løn. https://www.berlingske.dk/business/business-update-nu-forklarer-bavarian-koebere-deres-fesne-bud-prisen-er
Share on,